Hvis engang du kommer frem til Samarkand…

Turkmenistan set fra ovenDa vi satte os ind i flyet på vej mod Usbekistan, føltes det som om vi brød en uskreven rejseregel. Vi har aldrig fløjet mellem lande på vores tidligere rejser, kun til og fra, og det virkede på en eller anden måde som om vi snød lidt. Landene, mente vi dengang, skal opleves som de sammenhængende områder de er, ændringerne i natur og folkeslag skal tages ind i et moderat tempo, så vi kan nå at følge med.
Men da vi landede i Tashkent og kiggede os omkring, var det fedt at opleve, at vi lige pludselig, i løbet af et par timer, var landet i Asien. Ansigterne omkring os var absolut asiatiske, med skrånende øjne, røde kinder og smukke, åbne smil. Vi havde rejst langt, men det var først nu at Europa havde sluppet taget i os, og måske havde vi overset den detalje ved at rejse over land.

I lufthavnen vekslede vi 50 dollars og så måbende til mens veksleren stablede et bjerg af sedler op på skranken. Den største pengeseddel i Usbekistan er på 1000 sum (omkring seks kroner), men de fleste banker og vekselsteder har kun 200 sum sedler, så vi gik derfra med sedler stoppet i pengebælter, bugnende lommer og tasker. Så føler man sig da lidt rig…&x1F60A

Tashkent har ikke ligefrem en overflod af billige hoteller, men et par japanske backpackere havde spredt nyheden om et lokalt hotel i udkanten af en byen, der tog imod udlændinge. Så efter knap en time i Usbekistan sad vi foran en venlig, russisk dame med lilla hår og fik en lektion i det bureaukrati som vi senere kom til at kende rigtigt godt. Det tog omkring tyve minutter at udfylde alle de små sedler og blanketter der skulle til for en enkelt overnatning, og de uforståelige skriblerier skulle gemmes indtil vi var ude af Usbekistan igen.
Det er officielt ulovligt at bo hos uregistrerede hoteller, hvilket stort set vil sige lokale, og hvis der ikke er dokumentation for hver enkelt nat i landet, kan det give store problemer ved udrejsen, fik vi at vide.

Det er ikke kun Usbekistan, men de fleste af de centralasiatiske lande, der har bevaret Sovjet-æraens bureaukrati og en, virker det af og til som, mistænksomhed overfor individuelle rejsende. I Turkmenistan kan du kun få et turistvisum hvis du booker en tur med et rejsebureau, der kan fragte dig rundt og Registanholde øje med dig under hele dit ophold. I Usbekistan, Kasakhstan og Tadjikistan skal du, udover et superdyrt visa med præcise indgangs- og afrejsedatoer (og i Tadjikistan hver enkelt by du har tænkt dig at besøge) også have en officiel invitation fra en lokal organisation. Kun det bjergrige Kirgisistan har løsnet op for reglerne i en erkendelse af, at turistkronerne kan blive deres største indtægtskilde.
Regler og priser lader til at skifte afhængig af hvilket europæisk land du er fra og hvilken ambassade du ansøger hos, så jeg kan godt forstå, at en del turister bliver fristet til at booke en tur med et rejsebureau og lade dem klare de formelle forhindringer. Og den slags turister mødte vi mange af, da vi næste dag tog videre mod Samarkand.

Ah, Samarkand… Er der noget navn der lyder mere eksotisk og minder mere om Silkevejens mystik end Samarkand? Sammen med Bukhara og Khiva, der ligger som perler på en snor langs grænsen til Turkmenistan, er det højdepunktet i Usbekistan samt Centralasien generelt for mange rejsende. Så vores forventninger var høje da vi ankom, og så er det vel nemt at blive lidt skuffet…

Vi blev smidt af bussen et par Ulughbek-medressaenkilometer uden for Samarkand og tog en taxa ind mod centrum, der til at starte med lignede en hver anden større by, med betonblokke, parker og butiksområder.
Pludselig lynede en blå kuppel i solen et sekund før den forsvandt bag et hus, og efter få sekunder dukkede fire andre glimtende kupler op og forsvandt i virvaret af huse igen. Vi sad stadig og kiggede ud af bagruden, da chaufføren stoppede bilen med hvinende dæk, slog ud med armene og med en anelse stolthed i stemmen bekendtgjorde at dette var Registan. Så stod vi med vores rygsække i hånden og kiggede på det, der i alle guidebøger bliver betegnet som et af de mest imponerende syn i Centralasien.
Registan er en stor kvadratisk plads, med tre medressaer (muslimske skoler/universiteter), alle med glaserede mursten og kakler der eksploderer i et orgie af blå og grønne farver i solen. Vi satte os ned sammen med alle de andre turister og så solen gå ned over byen, ledsaget af en gruppe skolepiger der hængte ud på pladsen hver aften for at øve deres engelsk.

Den ældste medressa blev bygget af Ulughbek der regerede over Samarkand i første halvdel af det 15. århundrede. Lige Bibi-Khanym moskeensom sin farfar, Timur Tamerlane, havde han et stort hjerte for kunst og nåede at få opført et stort antal medressaer og moskeer i hele regionen. Timur Tamerlane erobrede i det 14. århundrede land fra Syrien til Delhi og bragte rigdomme og de mest talentfulde kunstnere med tilbage til sin pompøse hovedstad Samarkand, der dengang var Centralasiens økonomiske og kulturelle centrum.

I dag er Samarkand en moderne storby med nogle turistattraktioner. Uden om os snog vejene sig med dyttende biler, betonblokke og nyanlagte parker, og Registan mindede på en eller anden måde lidt om en museumsgenstand der var blevet placeret i en forkert afdeling. På samme måde lå de øvrige medressaer, moskeer og mausoleer spredt ud som små antikke oaser midt i en sprudlende, larmende storby.
Et eksempel er Bibi-Khanym moskeen, der blev bygget kort før Timur døde, og er en af de mest pompøse bygninger i Centralasien og en af den islamiske verdens største moskeer – alene hovedindgangen er 35 meter høj. Der er sikkert derfor, den styrtede sammen under et jordskælv i 1897, men indenfor det sidste års tid er hele moskeen blevet genopbygget. En del andre bygninger er også blevet restaureret, komplet med nye brændte kakler, Karlon Minaretenog det kan være svært at vide hvad der er nyt og gammelt og hvad der er originalt – desværre sikkert ikke ret meget.
Vi tøffede rundt et par dage og kiggede på bygninger i Samarkand, men lige så meget på mennesker og bazarer, og besluttede os så for at tage videre til Bukhara.

Efter fire timers hæsblæsende drønen gennem ørkenen (der er ikke megen trafik) i en delt taxa, blev vi sat af i hjertet af Bukhara, der modsat Samarkand er helt opdelt i ny og gammel by. De gamle bygninger, alle i brune sten og mange udsmykket næsten uden brug af kakler, ligger tæt samlet, omringet af næsten en kilometer beboet gammel by, med lave huse omgivet af høje mure og smalle gader – for smalle til biler – med ældre mænd på cykler og enkelte køer og får. Først derefter markerer den moderne by sin ankomst, med højhuse og store pladser med udtørrede fontæner og rustne stålskulpturer.

Bukhara var ligesom Samarkand en af de vigtigste handelsbyer på Silkevejen, halvvejs mellem Kina og Middelhavet. Byen var også tidligere hovedsædet for muslimsk lærdom, med over 100 medressaer (med 10.000 studerende) og mere end 300 moskeer.
I det Del af minaret og medressa i Khiva10. århundrede imponerede byen de lærde i Europa med radikale studier indenfor litteratur, astronomi, filosofi m.m. Den mest kendte student er måske Avicenna, hvis medicinske leksikon, Canon, blev brugt i over 500 år i Europa. I dag er Bukhara mere kendt for sine bygninger end sin lærdom, men der er stadig respekt forbundet med at være fra Bukhara.

I løbet af det sidste årti er der blevet pumpet rigtigt mange penge ind i restaureringer af byens turistattraktioner. For turisme er en vigtig indtægtskilde og der kommer mange nysgerrige hver dag. Vi så masser af store sightseeing-busser der stoppede ved de mest kendte bygninger, og i visse områder af Bukhara så den lokale befolkning ligefrem ud til at være i undertal. Vores hotel var fyldt med backpackere, af en eller anden grund flest franske, der lige som os var på den klassiske Silkevejstur.
De mange forskønnelser har gjort den turistede del af byen næsten helt pletfri – blandt andet er en gammel pool midt i byen, der gennem århundrede blev brugt som samlings- og vaskested, og som vores fem år gamle guidebog begejstret beskrev som et godt sted at møde den ældre generation af lokalbefolkningen, blevet ”opgraderet” med nye, halvdyre Khivaturistrestauranter, og de ældre mænd har fundet sig et andet sted at spille skak og drikke the.

De fleste af de religiøse bygninger blev lukket under det kommunistiske styre, og præsident Karimov har ikke haft travlt med at genåbne dem. Ulughbek Medressaen fra 1417, Centralasiens ældste og model for mange andre, fungerede i kort tid efter selvstændigheden, men blev hurtigt lukket igen. I dag er der, så vidt vi kunne finde ud af, to arbejdende medressaer i byen (ud af 10 i hele Usbekistan), hvor af den ene overraskende er for piger.

En af de ældste bygninger vi så var Karlon Minareten, der blev bygget i 1127 og med sine 47 meter højst sandsynligt var den højeste bygning i Centralasien. Den har et 10 meter dybt fundament med siv som en tidlig form for jordskælvssikring, og Djenghis Khan blev efter sigende så imponeret over bygningen at han ikke smadrede den, mens resten af byen blev brændt ned. Minareten blev blandt andet brugt til at smide dødsdømte kriminelle ud fra, indtil russerne forbød den slags justits. Da den Røde Hær invaderede Bukhara i 1920 blev byen delvist smadret igen, og minareten blev brugt som skydeskive – vi så et gammelt billede hos en gadesælger, hvor den øverste halvdel af tårnet var væk og madressaen ved siden af lå i ruiner.

De fleste af de moskeer og medressaer vi så i det ”turistede” centrum var nu udelukkende turistattraktioner – der var souvenirbutikker i de celler der tidligere rummede studerende, og hele moskeer var blevet omdannet til tæppebutikker med insisterende sælgere. Og omkring de tidligere religiøse bygninger sværmede grupper af 10-12 årige piger der talte perfekt engelsk og fransk efter at have hængt ud med turister det meste af deres liv, og butikkerne og restauranterne i nærheden fordoblede deres priser så snart de så shorts og solbriller og gav altid for få penge tilbage.
Ja, ja – sådan er det bare i turistede områder, jeg beklager mig ikke alt for meget (håber jeg) for vi nød sådan set at gå rundt i det renskurede centrum og lege turister og drikke god kaffe og spise pomfritter igen – det var da fedt, i hvert fald i et par dage.

Khiva, den sidste af de tre Silkevejsbyer, nåede vi efter en 7 ½ times svedende, bumpende tur gennem Kyzylkums stenede ørken, endnu engang i en delt taxa. Dem der har råd til det, tager aldrig bussen i Usbekistan, da de ekstremt ubehagelige og tager cirka dobbelt så lang tid som i bil. Så ”delebiler” mødte vi alle steder, og vi havde aldrig problemer med at finde rejsende der skulle samme vej som os – eftersom der kun er én vej…
Det meste af Usbekistan er ørken, og landets 24 millioner mennesker lever næsten alle i byer og landsbyer ved floder og deltaer. Khiva ligger i udkanten af Amu-Darya flodens delta, og var et mindre stoppested på Silkevejen. Byen blomstrede som en slavehandelsby i tre århundrede, og hentede sine slaver fra de beboere eller rejsende der var så uheldige at befinde sig i nærheden af ørkenen.

Khivas gamle centrum, komplet med bymur hele vejen rundt, blev erklæret et friluftsmuseum i 1970’erne og det betyder, at alle bygninger er perfekt bevaret og restaureret, men også at bymidten er totalt tom for alt andet end turister, guider og souvenirsælgere. Den rigtige by ligger uden for murene. Moskeer og madressaerne er yngre end de andre Silkevejbyer, de fleste blev bygget under Khan Alloqulis regime i starten af det 19. århundrede, og modsat de andre byer er de holdt i tyrkise farver.
Vi boede hos en familie i byens gamle centrum i et par dage og gik storsvedende rundt og inspicerede bygninger i ørkenheden – temperaturen var de fleste dage på over 45 grader. På det tidspunkt var vi begge ved at være en lille smule trætte af varmen og de andre turister og de endeløse penge-diskussioner med vandsælgere og tjenere. Vi kunne sagtens se, at vi befandt os på et fantastisk interessant sted med nogle smukke, gamle bygninger, men vi kunne ligesom ikke finde energien til at glæde os over det, på den måde som vi burde gøre det.

Så overvejede at ændre vores planer. Fra Khiva havde vi planlagt at køre fire hundrede kilometer nordpå, gennem ørkenen, til Moynaq, en lille landsby der engang var en af de vigtigste fiskeribyer ved Aral-søen. I dag er over 40 kilometer til den nærmeste søbred, og den distance vokser hver dag.
Aral Søen var engang verdens fjerdestørste sø, men da Sovjetadministrationen i 1960’erne besluttede, at der skulle produceres bomuld i ørkenområderne i Usbekistan, Turkmenistan og Kazakhstan, begyndte søens vandstand at falde kraftigt. Det meste af vandet fra floderne der ledte vand til søen, blev kanaliseret ud i bomuldsmarkerne eller fordampede i ørkenheden, og Aral Søen skrumpede på 40 år ind til en fjerdedel af sin oprindelige størrelse. Sand, salt og partikler fra kemikalier fra den udtørrede søbund blæses jævnligt rundt i sandstorme i områderne omkring søen og har skabt store helbreds- og landbrugsmæssige problemer.

I dag er Moynaq en spøgelsesby, og det eneste der trækker turister til, er det absurde billede af rækker af store, rustne fiskeskibe der ligger strandet midt i ørkenen. De indbyggere der er blevet tilbage i byen er lidt flove over de mange turister der kommer for at tage billeder af byens armod, og nogle af dem påstår at skibene ikke er der mere, fik vi af vide af en rygsæksrejsende der kom nordfra. Han beskrev byen som det mest deprimerende sted han nogen sinde havde set, og selv om det på en eller anden måde lød ret interessant, besluttede vi os for at droppe de i alt fire dages rejsen gennem ørkenen og tage tilbage mod Tashkent.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *